Justitsminister Peter Hummelgaard hacket
Med forfremmelser kommer der ofte også nye udfordringer.
Men det var nok ikke lige problemer med Facebook, som Danmarks nyvalgte justitsminister havde på skemaet i sin første hele arbejdsuge.
Sådan forholder det sig dog tirsdag formiddag, hvor Peter Hummelgaards Facebook-konto er blevet hacket.
"Rigtig god software, du bør lære om annoncering og markedsføring
Software, der automatisk optimerer annoncer
Du skal bare uploade billeder, videoer og artikelindhold til softwaren," står der blandt andet i det seneste opslag på Peter Hummelgaards Facebook.
Teksten virker ikke ligefrem til at have været igennem en dansk retskrivningsordbog, og justitsministeren bekræfter da også over for SE og HØR, at hans konto er blevet hacket.
- Min profil på Facebook er blevet hacket, og jeg har derfor i øjeblikket ikke adgang til profilen, lyder det i en mail fra Peter Hummelgaard.
Danmarks nye justitsminister var inden den nye regeringsdannelse beskæftigelsesminister.