Letpåklædt influencer raser: Smidt på porten

Vi kender vist godt allesammen til det der med at stå hjemme foran spejlet og virkelig føle sit outfit, inden vi hopper ud i byen og føjter.
Den følelse fik dog for nylig en brat afslutning for den tidligere skønhedsdronning Erika Helin fra Finland.
I hvert fald påstår hun selv, at hun forleden blev smidt på røv og albuer ud af en restaurant i Helsinki, fordi de ansatte mente, at hendes outfit var upassende.
Det skriver New York Post og The Sun.
Erika Helin, der blev kåret til "Miss Finland" i 2018, har selv fortalt om episoden på sin Instagram-profil.
Her fortæller hun, at hun hyggede sig med venner, da en sikkerhedsvagt kom hen og prikkede hende på skulderen, hvorefter han eskorterede hende udenfor.
Modellen og influenceren var iført en pink bralette, som er en slags bh-lignende top. Hun havde desuden en sort, lårkort nederdel på samt høje hæle.
Og det outfit var altså angiveligt mere, end restauranten kunne tolerere.

Ifølge Erika Helin sagde sikkerhedsvagten direkte til hende, at hendes tøj ikke levede op til restaurantens retningslinjer, hvad angår påklædning.
- Idioten hentede mig og sagde, jeg skulle gå, hvorefter han hev mig udenfor, fortæller den rasende model på Instagram.
Hun påpeger også sin frustration over, at restauranten overhovedet lukkede hende ind i første omgang, hvis hendes outfit ikke overholdt deres kodeks.
- Hvis de havde fortalt mig det inden, kunne jeg have købt et nyt outfit i en nærliggende butik, siger hun og fortsætter:
- I mine øjne er det modstridende at tage en kunde ind, hvis de ikke finder tøjet passende, selvom jeg slet ikke synes, der var noget galt med mit tøj.
Ifølge The Sun og New York Post er det dog ikke alle Erika Helins følgere, der er enige med den tidligere skønhedsdronning.
Mange har kommenteret, at de også mener, at hun var for letpåklædt til et restaurantbesøg.
- Det ligner mest af alt en bikinitop, og sådan en går man altså ikke på bar i, skriver en følger for eksempel.
- Havde du planlagt en strandtur eller hvad?, lyder det fra en anden.
Erika Helin har ikke kommenteret kritikken yderligere, ligesom hun ikke har navngivet den pågældende restaurant.