Aaron Carters forlovede har fået sønnen tilbage

Da Aaron Carter døde for lidt over en måneds tid siden, havde han kort forinden mistet forældremyndigheden over sin søn.
Det samme havde moderen til barnet, hans on/off-forlovede Melanie Martin, men hun har nu fået sønnen tilbage.
Det skriver TMZ.
Ifølge det amerikanske medie fik Melanie Martin genvundet den fulde forældremyndighed over den et-årige Prince torsdag.
Sønnen blev i sin tid fjernet fra hende og den afdøde sanger, fordi myndighederne frygtede for hans velvære grundet parrets forbrug af stoffer og alkohol og som følge af flere anmeldelser om husspetakler i hjemmet.

Det var i forbindelse med et retsmøde i Los Angeles, at Melanie Martin fik forældremyndigheden tilbage.
Den 30-årige Instagram-model befandt sig selv i New York og var derfor ikke til stede, da en dommer tog beslutningen om at give hende sønnen tilbage.
Hendes talsperson fortæller det amerikanske medie, at hun nu vil rejse til Los Angeles hurtigst muligt for at hente sin søn.
Sønnen har boet hos Melanie Martins mor, siden hun og Aaron Carter mistede forældremyndigheden.
- Jeg ved, Aaron ville være så stolt af mig i dag, siger Melanie Martin til TMZ til nyheden om, at hun har fået sønnen tilbage.
- Det er meget følelsesladet at tænke på, at vi nu kunne have været en familie, men Aaron ville være så lykkelig over at vide, at jeg har fået ham tilbage.
Aaron Carter blev fundet død i sit badekar 5. november 2022. Han blev 34 år gammel.