Kendte1. december 2022

Så skal der koges klejner og pyntes honningkagehus: Den store julebagedyst vender tilbage

25. december vender "Den store bagedyst" tilbage for en kort bemærkning
Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo skal igen i år bedømme bagværk i de ni afsnit af "Den store bagedyst", mens Timm Vladimir rutineret indtager værtsrollen.
Katrine Foged Thomsen, Markus Grigo og Timm Vladimir byder inden for, når bagedysten holder julestue den 25. december.
 Foto: DR/Carsten Mol

Når julefreden har sænket sig og den enorme julemiddag ligeså, blænder DR traditionen tro op for juleudgaven af "Den store bagedyst".

Og nu har det seneste kuld af amatørbagere netop afsløret, at de tager endnu en tørn i kagekøkkenet.

Det gør de på Instagram, hvor de i samme ombæring røber, hvem de teamer op med.

Klaus og Amrinder skal forsøge at forsvare Klaus' bagemesterskab.

Finalist Laura prøver lykken med Harald, som var den første, der måtte kaste forklædet i ringen og forlade bageteltet.

Marc blev sendt ud af konkurrencen af en omgang corona, men nu er han tilbage og er klar til at forsøge at bage sig til en sejr sammen med Michelle, der måtte sige farvel og tak for denne gang efter en - for hendes vedkommende - skrækkelig semifinale, hvor bløde mousser spændte ben.

Bagefeltets yngling, Manja, og mutter Nanna skal brillere sammen, mens skarpskytten Susanne skal kreere imponerende kager i selskab med den idérige Jasper.

Den store julebagedyst bliver vist på DR1 den 25. december. De bedste tre i julebagedysten går videre til nytårsudgaven, som bliver vist 1. januar.

Sponsoreret indhold