Sport28. november 2022

Baneløber med regnbueflag afbryder VM-kampen mellem Portugal og Uruguay

Det var ikke meget, man nåede at se, men en baneløber med et regnbueflag afbrudte mandag aften kampen mellem Portugal mod Uruguay

Baneløber med regnbuefag afbryder Portugal mod Uruguay

Da der var spillet cirka 50 minutter af VM-kampen mellem Portugal og Uruguay, løb en tilskuer på banen på Lusail Stadium i Qatar.

Med sig havde han et regnbueflag, ligesom han på sin T-shirt sendte budskaber om respekt til iranske kvinder og om at redde Ukraine.

Dommeren stoppede straks kampen og fik selv fat i regnbueflaget, som baneløberen tabte i farten.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB blev baneløberen ledaget af højlydt jubel fra tribunerne.

Regnbuens farver har været et heftigt diskuteret tema ved VM-slutrunden i Qatar. Farverne symboliserer støtte til LGBTQ+-personer. Homoseksualitet er ulovligt i Qatar.

Baneløberen blev fanget og eskorteret ud af banen, så kampen kunne fortsætte.

På ryggen af baneløberen stod der: "Respect for Iranian women". På forsiden stod der: "Save Ukraine". Det fremgår af fotografier fra kampen.

De seneste måneder har der været stort fokus på kvinders rettigheder i Iran, hvor omfattende demonstrationer har fundet sted efter 22-årige Mahsa Aminis død.

Hun mistede bevidstheden i det iranske moralpolitis varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag 16. september.

Også Irans landshold har under VM protesteret ved at undlade at synge med på nationalsangen i den første VM-kamp mod England.

Det sidste budskab på baneløberens trøje henvendte sig til Ukraine, som i februar blev invaderet af Rusland.

Sponsoreret indhold