Nyheder8. november 2022

Sjælden diamant solgt på auktion: Asiatisk samler har givet 210 millioner

Budkrigen om den eftertragtede diamant varede i fire minutter, og det første bud lød på omkring 127 millioner kroner
Pink diamant
Budkrigen om den eftertragtede diamant varede i fire minutter. Første bud lød på omkring 127 millioner kroner.
 Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Det britiske auktionshus Christie's afholdt tirsdag selskabets "Magnificent Jewels"-auktion i byen Geneva i Schweiz.

Hovedattraktionen var den klare pinkfarvede og pæreformede diamant, der har navnet Fortune Pink.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Da det endelige hammerslag lød fra auktionslederen, var den 18,18 karat diamant solgt til en privat asiatisk samler for mere end 210 millioner kroner.

Budkrigen om den eftertragtede diamant varede i fire minutter. Første bud lød på omkring 127 millioner kroner.

Kampen stod mellem tre købere, der ringede deres bud ind via telefon.

Diamanten var blevet spået at kunne indtjene mellem cirka 185 og 222 millioner kroner på auktionen.

Fortune Pink har været på udstilling i Geneva, New York, Shanghai, Taiwan og Singapore i oktober.

Verdensrekorden for salgsprisen på en pink diamant på auktion er fra 2017. Her blev en diamant kaldet CTF Pink Star solgt i Hongkong for cirka 526 millioner kroner.

Sponsoreret indhold