Nyheder8. november 2022

Tidligere elever på Herlufsholm Skole og journalister modtager fornem pris

De fire unge havde modet til at stå frem om overgreb på Herlufsholm Skole, derfor modtager de nu Danmarks Åbenhedspris 2022
Der har været flere voldsomme sager på Herlufsholm Skole, viser undersøgelse.  
Unge, der har gået på Herlufsholm Skole, modtager fornem pris for modet til at stå frem.
 Foto: Ritzau Scanpix

Danmarks Åbenhedspris 2022 er blevet uddelt, og den er både gået til de unge mennesker, der stod frem i TV2-dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder" og to journalister fra Politiken.

Prisen uddeles af Transparency International Danmark og blev uddelt for første gang i 2021. Lisbeth Knudsen, der er formand for komitéen, uddelte tirsdag eftermiddag prisen på CBS.

Komitéen, der uddeler prisen, fremhæver modet hos de unge fra Herlufsholm, da de stod frem i en dokumentar på TV2 og fortalte om de overgreb, som har fundet sted på skolen.

De fire unge mennesker, der stod frem og nu modtager prisen, er Peter Christensen, Kristoffer Kragelund, Frederikke Tvergaard og Kasper Fogh Hansen.

- Deres opråb har fået konsekvenser. Der er blevet handlet – om end det tog nogle omgange. De tjener som symboler på, at det nytter at sige fra – og om nødvendigt også i medierne, lyder det i pressemeddelelsen fra Transparency International Danmark.

Ud over de fire unge fra Herlufsholm modtager Carl Emil Arnfred og Hans Davidsen-Nielsen, der er journalister på Politiken, også prisen.

Det sker for deres afdækning af "instrukssagen", som endte med at koste Inger Støjberg en dom i rigsretten på 60 dages fængsel.

Undervejs i sagen blev der afgivet urigtige oplysninger ved samråd i Folketinget. Her fremhæver komitéen journalisternes vedholdenhed.

Komitéen har også uddelt Ungdommens Åbenhedspris, der er gået til 22-årige Marcus Mossalski Nielsen, der er stået frem som nu spilfri ludoman.

- Med Ungdommens Åbenhedspris 2022 vil vi gerne anerkende det store mod og ansvar, man tager på sig ved at være åben om det, der er svært og sårbart og rammer mange unge, lyder det i pressemeddelelsen.

Med Åbenhedsprisen følger der 70.000 kroner, som deles mellem prismodtagerne.

Modtageren af Ungdommes Åbenhedspris modtager 5.000 kroner.

Sponsoreret indhold