Danske May El-Touky har instrueret to afsnit af "The Crown"

Den danske instruktør og manuskriptforfatter May el-Toukhy har instrueret to episoder af den nye sæson af hitserien "The Crown", som udkommer på Netflix onsdag.
Det oplyser Nordisk Film i et opslag på filmselskabets LinkedIn-profil.
- Vi har altid vidst, at May el-Toukhy er en af sin generations største skandinaviske filmskabere, og efterspørgslen efter hende internationalt cementerer dette på fineste vis, lyder det i opslaget fra Henrik Zein, der er direktør i Nordisk Film Production.
Både herhjemme og i udlandet har May el-Toukhy de senere år høstet stor anerkendelse for sit arbejde som manuskriptforfatter og instruktør.

Blandt andet blev hun kåret som Årets Instruktør ved Robert-prisen i 2020.
Det blev hun for sin anden spillefilm "Dronningen", der også løb med titlen som Årets Bedste Danske Spillefilm.
"The Crown" har også en dronning i hovedrollen, nemlig den nu afdøde britiske monark Elizabeth ll.
Serien er blandt Netflix' mest streamede serier. Sidste år vandt dens fjerde sæson 11 Emmy-priser.
Femte sæson har som nævnt premiere onsdag den 9. november.