Pernille Vermund om Mette Thiesen exit: - Det var nok forventet, at vores veje skulle skilles

Formand Pernille Vermund (NB) siger på vej ind til hovedbestyrelsesmøde, at hun ville have anbefalet at ekskludere Mette Thiesen, hvis hun ikke havde meldt sig ud af partiet inden.
- Det var nok forventet, at vores veje måtte skilles på den ene eller anden måde, siger hun videre.
- Gruppens indstilling var at ekskludere Mette Thiesen, siger Pernille Vermund.
Hun henviser her til folketingsgruppen, der nu består af fem medlemmer. På vej ind til hovedbestyrelsesmødet var Pernille Vermund flankeret af folketingsmedlemmerne Peter Seier Christensen og Lars Boje Mathiesen, der også sidder i hovedbestyrelsen.
Sagen drejer sig om, at Mette Thiesen og hendes kæreste ifølge Nye Borgerlige har intimideret og truet en medarbejder hos partiet siden sommer. Det kulminerede, da Thiesens kæreste overfaldt medarbejderen på valgnatten.
Den del har Mette Thiesen undskyldt og påtaget sig ansvaret for, da hun havde fået besked på, at kæresten ikke var inviteret til valgfesten.
Men Thiesen ønsker i et Facebook-opslag ikke at undskylde for mere. Hun pointerer, at der er to sider af historien, og at "der desværre ikke er blevet lyttet til min".
- Jeg bad om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget, alt for længe, og som jeg havde svært ved at håndtere selv. Jeg var skrøbelig og sårbar - men der blev desværre ikke lyttet, skrev hun tidligere mandag.
Pernille Vermund bliver spurgt, om Mette Thiesen også ville være blevet ekskluderet, hvis sagen ikke var endt i pressen efter valgfesten.
- Ja, det var hun, svarer Vermund.
Hun pointerer, at der har været flere møder med Thiesen, der ikke har ønsket at påtage ansvar for situationen.
- Det, der skete til valgfesten, var dråben for at sige det som det er, siger Vermund.
- Vi skulle nok have haft en meget seriøst drøftelse af forholdet mellem Mette Thiesen og vores medarbejder uanset hvad. Men at det når så vidt, at hun bryder aftalen om, at kæresten ikke skal med på Christiansborg, og at han efterfølgende overfalder en medarbejder, kaster øl i hovedet på et medlem og truer vores sekretariatschef, er helt utilstedeligt.