Se de skønne billeder: Kronprinsesse Mary og prinsesse Josephine til Hubertusjagt
Kronprinsesse Mary har ikke meget tid til at komme sin jetlag til livs.
Tidligere på ugen var hun i Vietnam i forbindelse med et dansk erhvervsfremstød, og i går var den 50-årige mor til fire så i Ringsted, hvor Kronprinsparrets Priser blev uddelt.
Og det blev heller ikke søndag, at Mary fik lov til at sove længe. Sammen med sin yngste datter, 11-årige prinsesse Josephine, overværer kronprinsessen traditionen tro årets Hubertusjagt i Dyrehaven nord for København.
Efterårsvejret har for alvor indfundet sig med regn og blæst, og mor og datter var da også praktisk klædt på til en formiddag i det fri.
SE og HØRs udsendte melder dog om, at kronprinsessen og prinsessen nyder en varmende drik inde på Eremitageslottet, så helt forfrosne bliver de nok ikke.

Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til.
Her lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv. I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af ”falske” ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde ridejakker.




Da jagten var overstået, overrakte Mary trofæ og dækken til vinderen.
