Tanja fra "Gift ved første blik" var med i "Robinson": Det var superhårdt

– Jeg tager gerne nogle chancer her i livet.
Sådan siger Tanja Nors Sand, 50, da SE og HØR besøger “Gift ved første blik”-deltageren i hendes rækkehus i Aarhus-bydelen Højbjerg.
Det kom derfor ikke bag på Tanjas to voksne børn, da hun fortalte dem, at hun havde meldt sig til det populære program.
– Ja, selvfølgelig. Men det værste er jo bare, mor, at når du søger sådan noget, så kommer du jo med, var ifølge Tanja reaktionen fra både hendes 23-årige datter og 28-årige søn.
Det er nemlig ikke første gang, at socialrådgiveren deltager i et tv-program.
I 2005 medvirkede Tanja Nors Sand nemlig i Tv3s “Robinson Ekspeditionen”, hvor det var jyderne mod københavnerne.

– Det var en vild oplevelse. Jeg ville ikke have været det foruden. Men det var hårdt – det var superhårdt. Og det er fuldstændig rigtigt: Der er ikke en lille skuffe med kiks, der er kun det mad, der er – og der er nærmest ingenting. Så den er sgu god nok, siger Tanja med et smil.
En joke på jobbet
Idéen om at melde sig til “Robinson Ekspedition” opstod på jobbet.
– Fordi der var så mange tusinde, der søgte, var det noget, vi jokede lidt med på min arbejdsplads, hvor min leder og jeg sad og snakkede om, at det kunne man da søge. Så blev det lidt en samtale om: “Hvad nu, hvis jeg gør det? Det kan jo tage lang tid – kan jeg så få fri?”
– Vi vidste jo godt, at der var så mange, der søgte dengang, så han sagde: “Det gør du bare, det finder vi ud af”, husker Tanja, som endte med at komme med ud på den øde ø.
Pænt skuffet
Livet på øen i Malaysia med alliancer deltagerne imellem var dog ikke noget for hende.
– Jeg tror, jeg tjekkede ud i afsnit fire, siger Tanja, som ikke var ked af det, da hun røg ud.

– Jeg havde faktisk ikke lyst til at være en del af det fællesskab. Jeg syntes, det var lidt for hardcore i forhold til, hvem jeg er som menneske. Jeg havde fået en oplevelse og nået det, jeg gerne ville, så det var fint, fortæller Tanja, som bare gerne ville bevise over for sin arbejdsgiver, at hun kunne komme med.
Hendes søn var dog “pænt skuffet”, da han hørte, hun var røget ud.
– Han havde selvfølgelig håbet, at jeg kom hjem med millionen, som man kunne vinde dengang, kommer med fra hende med et stort grin.
Klar til kærlighed
Det er dog ikke, fordi hun bare melder sig til alle mulige tv-programmer, understreger Tanja.
Hun sendte en ansøgning af sted til “Gift ved første blik”, fordi hun gerne vil finde en at dele tilværelsen med.
– Jeg savner tosomheden, siger hun og uddyber:
– En at have nogle fælles oplevelser med og en fælles fremtid med. At have en støtte. En at have det sjovt med, en at kunne græde ud hos. At lave mad til en, og at vi spiser sammen om aftenen.

Tanja blev skilt fra sin eksmand i 2011. Ham havde hun været sammen med siden 1998. I 2000 blev de gift på rådhuset for senere også at blive kirkeligt viet i 2005. Men parret gled stille og roligt fra hinanden og besluttede sig til sidst for at blive skilt.
– Måske satte vi ikke nok pris på vores ægteskab, siger Tanja, som siden har haft nogle forhold af kortere og længere varighed.
Om drømmene for fremtiden lyder det:
– Måske er det egentlig ret ydmygt, hvad jeg drømmer om. For det er lidt den tilværelse, jeg har nu, som jeg bare godt kunne tænke mig fortsatte. Jeg har et job, som jeg er vanvittigt glad for, og jeg har egentlig skiftet job en del, jeg bor det sted, jeg gerne vil, og så har jeg har mine børn tæt på mig, og de har det godt. Så mangler jeg bare ham den søde, siger Tanja.