Kendte12. oktober 2022

Ministerdatter stiller op til valget - men Nikoline Prehn kæmper med klamme kommentarer

Som en af de yngste stiller 20-årige Nikoline Prehn op til Folketingsvalget, og går således i sin fars fodspor. Men hendes køn, alder og udseende stjæler fokus, når hun er ude med valgflyers i gader og stræder
Nikoline Prehn læser statskundskab på Københavns Universitet - og så stiller hun op som en af de yngste folketingskandidater ved dette valg 
Nikoline Prehn læser statskundskab på Københavns Universitet - og så stiller hun op som en af de yngste folketingskandidater ved dette valg
 Foto: Ritzau Scanpix

Hun vil egentlig bare gerne ud med et budskab.

Og så vil hun gerne vælges ind i folketingssalen, så hun kan få lov til at sætte klima, bedre erhvervsuddannelser og kønskvoter på dagsordenen.

Men den unge Nikoline Prehn kæmper med både fordomme og sexistiske kommentarer, når hun møder vælgerne på gaden under den aktuelle valg. Det fortæller hun i et interview med Elle. (link fjernet)

Hvis efternavnet lyder bekendt, giver det fint mening.

Nikoline Prehn er nemlig datter af den socialdemokratiske fødevareminister Rasmus Prehn, som i løbet af i år har optrådt på flere avisforsider, efter Ekstra Bladet afslørede, at han havde brugt ministerkortet på værtshus og restauranter. En bilagssag, som senere vil blive undersøgt af Rigsrevisionen.

Således deler Nikoline og Rasmus ikke bare gener, men også politisk parti, for 20-årige Nikoline stiller op som folketingskandidat for Socialdemokratiet, og med tre uger til valget gælder det om at komme ud og møde de potentielle vælgere.

Rigtig mange, jeg møder, kommenterer på mit udseende i stedet for min politik, selvom jeg jo ikke ser speciel ud - men fordi jeg er en ung kvinde, er det, som om folk bare tænker, det er helt okay at gøre.

Nikoline Prehn, folketingskandidat for Socialdemokratiet

"Må jeg ikke knalde dig i stedet?"

Ofte oplever Nikoline Prehn nemlig, at hendes mærkesager eller politiske ambitioner glider i baggrunden.

– Rigtig mange, jeg møder, kommenterer på mit udseende i stedet for min politik, selvom jeg jo ikke ser speciel ud - men fordi jeg er en ung kvinde, er det, som om folk bare tænker, det er helt okay at gøre. Mange forbinder en politiker med en midaldrende mand i jakkesæt, og det er som om, at fordi jeg stiller mig frem og deler flyers ud med billeder af mig selv på, er det helt okay for fremmede mennesker at sige ting som: ’Må jeg ikke knalde dig i stedet for at stemme på dig?’, ’hvis du snaver mig, stemmer jeg på dig’ eller ’jeg vil hellere have dit nummer end din flyer’. Det kan være ret grænseoverskridende. Især når jeg har veninder med ude på kampagne, som ikke har været engagerede politisk før, og de får lignende kommentarer, fortæller hun i interviewet. (link fjernet)

Den socialdemokratiske folketingskandidat Nikoline Prehns valgplakater pryder gadebilledet i København i øjeblikket
Den socialdemokratiske folketingskandidat Nikoline Prehns valgplakater pryder gadebilledet i København i øjeblikket
 Foto: Ritzau Scanpix

Ikke tilstrækkeligt repræsenteret

Og det er da også lige netop forventningen om, at en politiker er en mand med jakkesæt, som 20-årige Prehn vil gøre op med.

Demokratiet går glip, hvis ikke der også sidder yngre kvinder i Folketinget.

– Faktisk mener jeg lige præcis, at der virkelig mangler kvinder og unge i politik. Vi helt unge kvinder er jo på nuværende tidspunkt slet ikke repræsenterede i vores folketing, hvilket er vildt problematisk, når der skal tages beslutninger, der vedrører os, lyder det fra Nikoline Prehn, der senere i interviewet tilføjer:

– Det betyder bare virkelig meget, at ens køn og generation er repræsenteret i folkestyret. Og så håber jeg selvfølgelig på at skabe positiv forandring.

Sponsoreret indhold