Folketingskandidats søn i respirator

Folketingspolitiker Karina Adsbøls valgkamp er i en periode sat i bero, fordi hun i går oplevede en forælders værste mareridt.
Den 45-årige folketingskandidat for Danmarksdemokraterne blev ringet op af politiet, der kunne fortælle, at hendes yngste søn på vej til skole var blevet ramt af en bil.
På Facebook fortæller Karina Adsbøl om sønnen og hans kvæstelser:
- Han blev fløjet væk i helikopter til hospitalet. Turen til hospitalet var så lang, med tusind tanker i hovedet. Han har gennemgået en operation, og har blandt andet brækket begge lårben, og skal opereres igen om 14 dage.
- Han er ude af respirator, og trækker nu vejret selv.
Adsbøls søn havde cykelhjelm på, da ulykken skete.
Karina Adsbøl, som tidligere i år skiftede fra Dansk Folkeparti til Danmarksdemokraterne, beder om forståelse for aflysninger i valgprogrammet og for at hun ikke besvarer mails og beskeder.
- Meget af min tid kommer til at foregå på hospitalet.
I 2017 blev Karina Adsbøl af Berlingske spurgt om, hvad der kunne gøre hende mest bange. Svaret var hun ikke i tvivl om:
- Tanken om, at der sker mine børn noget. Jeg kan blive meget bange over tanken om den befærdede skolevej – for tænk, hvis de blev kørt ned.