Medie: Bander stjæler massivt fra cykelbude

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
- Det er en flot cykel, du har. Den giver du lige til os.
Sådan kan det ifølge bladet CYKLISTER lyde, når et af Just Eat Takeaways bude på Østerbro eller Frederiksberg tvinges til at udlevere den dyre elcykel, de bringer mad ud på, til en bande af unge.
- Det er folk fra 14 år op til 20 år, der kommer i grupper af 4-5 unge og henvender sig til vores bude og siger: "Det er en flot cykel. Må vi godt se lidt på den?"
- Og så ved budene godt, hvad klokken er slået. Banden stikker af med den, siger Philip Karnøe, der er HR-partner i Just Eat Takeaway.¨
Og på det seneste er overfaldene eskaleret i brutalitet.
- Der var nogen, der kom hen og satte en hånd i lommen og sagde, at de havde en kniv og sagde "Giv mig din cykel."
- Og så sent som i denne weekend har det resulteret i overfald, hvor de er blevet skubbet og slået, fortæller Philip Karnøe videre til bladet CYKLISTER, som Cyklistforbundet udgiver.
Elcyklerne bliver i øvrigt både røvet direkte fra budene og stjålet, og mens de er parkeret.
Voldsomt omfang
Omfanget af tyverierne er ifølge Just Eat Takeaway meget stort.
På et år er over 145 cykler blevet stjålet.
Cyklerne har en samlet værdi af 4,8 millioner kroner.