Rørende plan: Det skal der ske med blomsterne fra dronning Elizabeths begravelse

Blomsterhavet rundt omkring i Storbritannien – og i særdeleshed London – voksede støt i dagene og ugerne efter dronning Elizabeths død.
De farverige blomster lå stadig i gaderne, da det britiske folk mandag tog afsked med deres 96-årige monark ved en storstilet statsbegravelse.

Nu er hverdagen så småt ved at vende tilbage, og det betyder også, at de mange blomster skal flyttes.
De ryger dog ikke i skraldespanden. I stedet er det planen, at de mange blomster nu skal komposteres, hvorefter de skal bruges i landskabsprojekter og buskadser i de forskellige kongelige parker.

De royale parker inkluderer Hyde Park, Green Park, St James's Park, Regent's Park og Kensington Gardens.
Arbejdet med at fjerne de mange blomster begynder efter planen på mandag – en uge efter statsbegravelsen – og arbejdet vil formentlig fortsætte de næste syv dage derefter.


Der er endnu ikke et fuldt overblik over, hvor mange tusinde blomster det drejer sig om.
Det er langt fra første gang, at det britiske kongehus har oplevet et enormt blomsterhav. Det samme var bestemt også tilfældet, efter prinsesse Diana døde i en tragisk bilulykke i august 1997.
Man formoder, at der blev lagt 60 millioner blomster i gaderne – især ude foran Kensington Palace.

De mange tons blomster blev efterfølgende doneret til hospitaler og plejehjem, hvor de bragte glæde for tusindvis af borgere. De buketter og blomster, der var for visne, blev dog brugt til kompostering i stedet.


Dengang var det spejdere og frivillige, der hjalp med at flytte de 60 millioner buketter.
Dengang tog oprydningsarbejdet fem uger.