Opsigtsvækkende farve en del af de nye landsholdstrøjer til VM

Mandag har DBU i samarbejde med hummel præsenteret de tre trøjer, som det danske herrelandshold skal spille i til vinterens fodbold-VM i Qatar.
De tre trøjer er røde og hvide, hvilket vil være henholdsvis hjemmebane- og udebanetrøje, og så er tredjetrøjen som noget helt ny sort.
På ærmerne er der nogle karakteristiske striber, der skal markere 30-året for, da Danmark vandt EM i 1992 i Sverige.
Samme striber var nemlig også på herrelandsholdets trøjer til slutrunden for 30 år siden.
– Selv om trøjen er et remake af '92-trøjen og markerer 30-året for EM-triumfen, ønsker vi ikke kun en nostalgisk hyldest af de gamle legender. Vi skal til VM med et af de stærkeste landshold i nyere tid, og derfor er trøjen også et symbol på, at det er nu, vi skal skabe fremtidens legender.

– Om 20-30 år vil det forhåbentlig være de nuværende landsholdsspillere, som vi husker tilbage på med samme legendestatus, som vi gør med ’92-holdet i dag, siger hummel CEO, Allan Vad Nielsen i en pressemeddelelse til DBU.
Allerede på torsdag vil herrelandsholdet bære den sorte tredjetrøje, når de skal spille mod Kroatien på udebane i Nations League. Hjemmebanetrøjen vil komme i aktion til kampen mod Frankrig på søndag i Parken.
