Kendte25. september 2022

Radiolegenden Alex Nyborg Madsen: Slagtet  af DR

Efter 38 år er det slut med kronprins­vennen i radio­bølgerne
Alex Nyborg Madsen
Musikken har altid spillet en stor rolle i 62-årige Alex Nyborg Madsens liv, men nu kan det være, at han kan hellige sig en af sine andre interesser – fotografiet.
 Foto: Jeppe Michael Jensen

Fik du hørt din melodi?

Det kan fans af DR’s store værtsnavn Alex Nyborg Madsen spørge sig selv. For nu er det slut med den velkendte stemme og hans musikvalg.

Da DR i sidste uge prikkede 47 medarbejdere på skulderen for at sige, at de vil blive fyret, var dj’en blandt de uheldige.

– Lige nu er jeg ramt. Det er klart.

– Det er et langt kærlighedsforhold, der slutter, og det jo aldrig fedt at blive slået op med, siger han til SE og HØR.

Kronprins Frederik og Alex Nyborg Madsen
I 1995 havde Alex Nyborg Madsen kronprinsen på besøg i studiet – som den første på DR. Frederik fik lov at vælge numrene, men Nyborg måtte sætte foden ned og sige nej, da N.W.A.-nummeret “Just Don’t Bite” var på playlisten. Rapnummeret handler om oralsex.
 Foto: Scanpix Danmark

Kæmpede med chefer

Det var dog ikke nogen stor overraskelse for den 62-årige legende, at tiden i æteren var ved at finde sin slutning.

– Når man ser på de kampe, jeg har haft internt i huset med ledelsen og forsøgt at kæmpe for, at der også skulle være plads til noget andet end mainstreammusik, så havde jeg en fornemmelse af, at der var nogen, der ville benytte lejligheden til at slippe af med en halvbesværlig, gammel medarbejder, griner han.

Danmarks Radio har ellers haft god gavn af Nyborg Madsen, der har styret tusindvis af timers radio på programmer som “Fredagsbaren” på P3 og “Madsen” på P4 og P5.

Anders Agger, kronprins Frederik og Alex Nyborg Madsen
For fire år siden stod Nyborg for at skaffe kronprins Frederik ind i et DR-studie, hvor han blev interviewet af Anders Agger.
 Foto: Ritzau Scanpix

Han har også skaffet koncernen et par aldeles eksklusive interview med kronprins Frederik, som har et særligt forhold til Alex Nyborg Madsen.

For eksempel har kronprinsen stået på scenen i Pumpehuset og spillet mundharmonika sammen med Alex’ band Led Zeppelin Jam.

Vil i gang igen

Hvad fremtiden byder på, ved den musikalske journalist endnu ikke.

– Der kommer lige et par dage nu, hvor jeg skal slikke sårene.

– DR har været en del af min identitet i hele mit voksenliv.

DR
Der har endnu en gang været dystre dage for de mange medarbejdere i DR Byen, hvor sparekniven bliver svunget igen.
 Foto: Ritzau Scanpix

– Jeg har været Alex Nyborg Madsen fra DR, siden jeg var 24 år.

– Nu skal jeg finde ud af, hvilken Alex Nyborg Madsen jeg skal være fremadrettet, siger han med en enkelt, afgørende detalje:

– Det skal være en, der kan betale huslejen.

Sponsoreret indhold