Kendte2. september 2022

Hov! Suzanne Bjerrehuus skal nok lære, hvad DM på Instagram er

74-årige Suzanne Bjerrehuus har helt uforvarende afsløret sig selv i at være en utroligt omsorgsfuld farmor
Suzanne Bjerrehuus
Farmor Suzanne støttede selvfølgelig op omkring sit barnebarn, da han i 2019 deltog i "Vild med dans".
 Foto: Hanne Juul

Det er ikke altid nemt at finde ud af det der teknologi – især ikke når man er en årgang 1948.

Et aktuelt eksempel på dette er Suzanne Bjerrehuus, 74, der i bedste mening vil udveksle nogle ord med sit barnebarn, 21-årige Oscar Bjerrehuus.

For hun skulle nok have sendt en besked i hans indbakke på Instagram, men i stedet endte hun med at skrive i kommentarfeltet til hans seneste foto.

Her er der både praktik og logistik angående kørsel og lagener, der skal gå op for farmor og barnebarn:

– Bare sig til, når du får brug for kørsel. Har skrevet til Anna, men hun tjekker vist ikke sine beskeder. Spændt på at se din lejlighed. Efter moon_club torsdag får du måske tid. PS mål lige din seng, hvis du vil have faconsyet lagen til den. Kh, skriver hun i kommentarfeltet.

Den fejlplacerede besked har allerede ramt Anders Hemmingsens story, ligesom kommentaren i skrivende stund har høstet 113 likes.

Også Oscar Bjerrehuus henstiller venligt sin farmor til, at hun fremover nok skal sende en DM (en "direct message", red.):

– Hej farmor, lyder godt, har faktisk fået fikset med kørsel. Lad os prøve at holde de her samtaler i privat besked, svarer han i kommentarfeltet.

Sponsoreret indhold