Kendte1. september 2022 (opd. 3. september 2022)

Elvira Pitzner afviser kritik af webshop: – Det er uvidenhed

Diamantdatteren forstår godt, der kan være forvirring – men hun understreger på det kraftigste, at hendes varer ikke har noget at gøre med lavprishjemmesiderne
Elvira
Elvira Pitzner forstår godt forvirringen, men der er stor forskel på de varer, der forhandles på kinesiske sider og hendes webshop, fortæller hun.

Diamantdatteren Elvira Pitzner har i de seneste dage modtaget massiv kritik i forbindelse med sin nye webshop Itsprettylikeyou.com.

På de sociale medier mener flere nemlig, at webshoppen forhandler tøj, som til forveksling ligner noget, der kan købes på kinesiske lavprishjemmesider som Aliexpress og Alibaba (link fjernet).

Men spørger man Elvira Pitzner, har varerne fra hendes webshop intet at gøre med de pågældende lavprissider. Det fortæller hun, da SE og HØR fanger hende til Zulu Comedy Galla 2022

– Jeg tænker desværre bare, det er uvidenhed. Folk skulle prøve at bestille vores varer hjem, før de begynder at 'judge', fortæller diamantdatteren og fortsætter:

– Vi har leverandører fra Kina, som har en systue, der producerer nogle sindssygt lækre ting til os. Alt bliver jo produceret i Kina – alt fra Apple, Nike og Chanel, så jeg synes ikke, man skal diskriminere Kina, fortæller hun.

Men selv om diamantdatteren understreger, at varerne på Itsprettylikeyou.com ikke har noget at gøre med Aliexpress og andre kinesiske sider, forstår hun alligevel godt, at folk kan undre sig over lighederne mellem produkterne.

– Jeg forstår godt forvirringen om, at et produktbillede kan ligne det samme produkt. Men det kan komme med 15 forskellige priser – fra laveste til højeste – og ud fra den pris, du betaler, den kvalitet får du, fortæller diamantdatteren.

Derfor understreger hun også, at det er kvaliteten, man betaler for, når man køber varer hos Itsprettylikeyou.com.

– Det hænger jo også ofte sådan sammen, at pris og kvalitet matcher hinanden. Vi sælger nogle rigtig lækre produkter, som vi er rigtig stolte af, og som vi står 100 procent inde for.

– Vi går op i kvalitet, så selvfølgelig forhandler vi noget, der er i orden, lyder det fra Elvira Pitzner.

Sponsoreret indhold