Krimi19. august 2022

16-årig dømt for grov vold: Stak mand med kniv tre gange

En kun 16-årig ung mand er fredag blevet dømt for grov vold ved Retten i Horsens

En ung mand er fredag blevet dømt ved Retten i Horsens for et grumt kinvoverfaldt begået i februar i år.

Her stak en 16-årig ung mand en 20-årig mand med kniv tre gange, mener dommerne i sagen.

Den unge mand erkendte, at han have stukket med kniv to gange, men retten kom altså frem til, at han stak den 20-årige hele tre gange.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Knivoverfaldet skete i en bus i Skanderborg 25. februar i år klokken 21 om aftenen.

Den 16-årige blev 20 minutter efter overfaldet anholdt, og har siden siddet varetægtsfængslet i surrogat.

Den unge mand, der er fra Hørning, blev idømt en ungdomssanktion og advarsel om udvisning af Danmark.

Det vil sige, at han ved en eventuel næste dom kan risikere udvisning af Danmark.

Han blev dømt for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, ved at have knivstukket den 20-årige, og for overtrædelse af knivloven.

Ungdomssanktionen, som den unge mand blev dømt for, omfatter blandt andet, at han i op til to år fra endelig dom undergiver sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling efter kommunens nærmere bestemmelse og under tilsyn af de sociale myndigheder.

Den 16-årige modtog dommen og blev efterfølgende fængslet i surrogat.

At blive fængslet i surrogat betyder, at den unge mand vil blive anbragt på en lukket institution for unge kriminelle.

Sponsoreret indhold