Populær sushikæde udvider: Åbner fire nye restauranter

Den jyske og bæredygtige sushikæde, Letz Sushi, råder i dag over 18 restauranter i Danmark. Men ambitionerne slutter langt fra her.
For selv om kæden har kæmpet med blodrøde tal som følge af corona og forsyningskrisen, har de nu valgt at udvide forretningen med fire nye restauranter.
Det skriver erhvervsmediet Finans.dk, der bragte historien først.
Fokus på bæredygtighed
Sushikæden, der har Lars Larsen Group i ryggen, er da heller ikke hvilken som helst sushikæde.
Letz Sushi er nemlig opbygget om et bæredygtigt koncept, hvor de udelukkende benytter økologiske og bæredygtige råvarer til retterne.
– Vi udvider, fordi vi er et sted, hvor vi har et stærkt koncept. Vi kan mærke, at bæredygtighed generelt vinder mere og mere frem hos vores målgruppe. Det er her, vi differentier os markant fra vores konkurrenter, hvilket gør, at vi vinder markedsandele, siger Anders Barsøe, der er direktør hos Letz Sushi.
De nye restauranter vil åbne inden for de næste to måneder, og de skal ligge på Værnedamsvej og Engholmene i København samt på Aarhus Ø og i Risskov nær Aarhus.
Millionunderskud
Nyheden, om at kæden nu er klar til at ekspandere, kommer efter flere år, hvor forretningen i den grad har været præget af underskud. Sidste år gik Letz Sushi da også ud af regnskabsåret med et underskud på godt 1 million danske kroner.
Men spørger man direktøren for kæden, skyldes de røde tal driften.
Overfor Finans.dk understreger han nemlig, at sidste års underskud udelukkende har været et "produkt af omkostningen til de tvangslukkede restauranter som følge af coronapandemien", og derfor havde Letz Sushi alligevel stærke omsætningstal.
Ambitionerne for kæden er derfor også høje, og der er flere gode nyheder på vej. Sushikæden planlægger nemlig at åbne 3-4 restauranter om året de næste par år.