Nyheder15. august 2022

Hvalrossen Freya blev aflivet: Nu samler nordmand ind til en mindestatue

I skrivende stund er der samlet 40.000 kroner ind til en statue, der skal værne om hvalrossen Freyas minde
Hvalrossen Freya har lukket øjnene for aller sidste gang.
Hvalrossen Freya har lukket øjnene for aller sidste gang.
 Foto: Tor Erik Schrøder/AFP/Ritzau Scanpix

I flere uger har mennesker flokkedes til Oslofjorden, hvor Freya sommeren over har underholdt med at hoppe op og dase på både. Men til sidst blev det altså for meget for det norske fiskeridirektorat.

Søndag blev den 600 kilo tunge hvalros aflivet, og det har nu fået en nordmand til at starte en indsamling.

- Ved at rejse en statue af det symbol Freya hurtigt blev til, vil vi altid minde os selv (og fremtidige generationer) om, at vi ikke altid kan eller skal slå naturen ihjel og fjerne, når den er "i vejen", skriver Erik Holm, der står bag indsamlingen, på spleis.no.

Hvalrossen Freya
Indsamlingen til Freyas statue har også fået en Instagram, der går under navnet @freyasminne.
 Foto: Tor Erik Schrøder/AP/Ritzau Scanpix

Erik Holm er pinlig over sin by, efter de seneste ugers drama. Han mener, at skylden ligger hos de nysgerrige, der ikke overholdt alle varslerne.

- Jeg synes næsten, det er pinligt at være fra Oslo nu. Det beviser, at vi ikke er i stand til at håndtere vilde dyr, siger Holm til norske TV2, inden han fortsætter:

- Vi i Oslo siger til folk uden for storbyerne, at man ikke skal skyde rovdyr, der tager får. Så det første, vi gør, er at aflive en fredelig besøgende hvalros. Man burde have straffet de mennesker, der ikke respekterer naturen eller advarslerne, ikke dyret.

- Desværre var folk for nysgerrige til at se, hvor stor en hvalros er. Det kan de så meget, de vil med en potentiel statue, siger Erik Holm.

Erik Holm fortæller, at han er i kontakt med en, som kan lave statuen.

Indtil videre er der i skrivende stund indsamlet 40.000 kroner siden indsamlingen blev oprettet søndag aften, men hvis ikke der bliver nok til statuen, så går pengene i stedet til WWF Verdensnaturfonden, oplyser Erik Holm til TV2.

Sponsoreret indhold