McDonald's smider unge ud: - Tag en voksen med

Det burde vel egentlig være ret nemt: Bestil din burger, bestil - og skrid.
Men sådan er det tilsyneladende ikke for en gruppe af unge, der i længere tid har generet personalet i en McDonald's-restaurant i Liverpool den seneste tid.
Ifølge The Sun er de ubehagelige episoder, hvor personalet udsættes for både psykiske og fysiske overfald, nu blevet for meget for stedets ejer.
Konsekvensen er derfor, at unge under 18 år fremover bliver bedt om netop at skride, allerede inden har de har bestilt maden. I hvert fald hvis de tropper op efter klokken 17.
Fremover kræver det nemlig ledsagelse af en voksen, som får ansvaret for, at de unge opfører sig ordentligt.
McDonald's understreger dog, at forbuddet ventes at blive midlertidigt. Kæden er nemlig i tæt dialog med det lokale politi om, hvordan man kan sikre sig bedre imod de ubehagelige og uønskede unge kunder.