"Klovn-anmeldelse": Lettere flad psykologisk krigsførelse blandt alfaer i en tennisklub

Det er en en flad omgang at se ”Portræt af en tennisklub”, og det er der en række grunde til.

Men lad os starte med de ting, der helst egentlig skulle have været nok til at løfte det tredje afsnit af niende sæson af Klovn – Senfølger” op over gennemsnittet.

Castet er ikke alene spækket med mediemennesker, som med deres arbejde også har lappet over i en form for kendiskategori – herunder Martin Kongstad, Mads Brügger, Mikael Bertelsen – og som faktisk før vellykket har optrådt i ”Klovn”-universet, men også den ”Druk”-brillierende Magnus Millang er lovende.

CC og hans leveregler

Det Casper Christensen-instruerede afsnit om det lille mandsdominerede kastesystem i en tennisklub, hvor alle kneb gælder, og hvor ”sporten er substitut for krig” fungerer bedst i de små dialogscener, hvor Casper Christensen beviser, at han som ingen andre kan levere forsmåede og frustrerede bemærkninger som:

– Jeg regner da med en vis respekt, vi har ligesom haft hinanden kønsdele i fjæset. Og:

– Det er sgu meget godt gået alligevel at score en lesbisk i det hele taget. Det har jeg altid tænkt over, ”hvem fanden kan egentlig det”, men det kan jeg så.

Når nu det bliver transskriberet, kan det lyde plat, men CC har faktisk en perlerække af skarpe replikker undervejs i episoden, hvor vi også får hans fortælling om en afskåret tommelfinger i munden, regler om en anderledes knaldeskala for lesbiske, samt hans insisteren på at Frank ikke lader sig psyke, og at han smider tasken og overtrøjen bag linjerne på tennisbanen.

Generelt er Caspers iver efter at holde på formerne et af denne sæsons højdepunkter.

En ”Into the wild”-model på prøve

Betaler man fuld pris for sine ting, så er man sikker på at have dem for sig selv.

Sådan lyder Franks lærdom, efter han både af vennerne og Mia bliver opfordret til at anskaffe sig et vildmarksbad, da der er en ”enormt god opdrift”, hvis man som mand på 50+ gerne vil hive det frække lidt ud af soveværelset.

Deres planer om våde hyggestunder i haven bliver bakket op af Neptun Spa og Pool-sælgeren i skikkelse af fremragende Frederik Cilius, og med ét bliver subplottet om demospabadet et af de mere vellykkede elementer i afsnittet.

Men det kommer naturligvis ikke uden udfordringer, når man er en vægelsindet og forsigtig køber.

For Frank er jo fandme smånervøst stemt overfor det meste.

Han er bange for høje priser på badekar, klor i tissekonen og uforsvarlig æbleskæring uden for skærebrættet – og alle disse trygge træk køber man, hvis man kender karakteren godt.

Men hertil rækker min begejstring, desværre.

For den overordnede historie om mændenes krigszone i form af tennisbanen, Millangs sene amningsalder og fordelene ved at have knaldet dommeren forud for et klubopgør er desværre både brugt og lidt dovent.

Børnene bliver allierede

Dertil kommer denne anmelders uforbederlige aversion mod ”Klovn”-optrin, der involverer børn.

Og så kan du kalde mig snerpet, men sommetider virker manusskrivningen så desperat efter ultimative krummede tæer, at man tyer til skrappere metoder, end hvad godt er.

Som eksempel kan afsnittet ” Et knus for et krus” (sæson 6) passende nævnes.

Her går den voksne Mia i bad med sit feriebarn Patrick på 11 år, og da Frank vil bevise, at det er både sygt og forkert at karbade med en mindreårig, betaler han en niårig pige for at gå i bad med ham for 100 kroner.

Det nyeste ”Klovn”-afsnit bærer således en tydelig reference til denne relativt grænseoverskridende scene, som nok vil prikke til alle mulige spændende spørgsmål og diskussioner, men som ender med bare at være… For meget.

Når man endnu en gang lader afstumpede Frank - der bare gerne vil vinde - luske sig til et en psykisk trumf mod Millang ved at betale et barn for at falde til brystet hos sin mor, får man lyst til at spørge forfatterne:

Behøver vi virkelig derud?

Der er blevet skabt langt heldigere ”Klovn”-afsnit, som ikke behøver at komme ud på et overdrev for at virke.

Vi har jo for pokker allerede set en panisk Frank Hvam låse døren til te-butikken for at skide i en kattebakke.

For rigtig, rigtig mange år siden endda. Og med et væsentligt bedre komsik pay-off.

Dermed ikke sagt, at man bør give op. Men man behøver jo ikke køre Underberg-bilen ud over kanten i jagten på forargelse og grin.

Tennis er et ”mind game”, man skal altid ringe, når man hører om vennens kundskaber i sengen ude i byen, og hey slap af: Også Esben Smed og Thure Lindhardt blev ammet op i en sen alder. Det er faktisk ret almindeligt efterhånden.

Med de mange gyldne replikker, den okay temposkabende, men dog lettere malplacerede filmiske opdeling i kapitler – inklusiv titelskilte – kravler ”Portræt af en tennisklub” sig dog ikke længere op end til tre ud af seks stjerner.

Og det er den tennisboldsuttende Frank, der trækker mest ned.

Læs denne "Klovn"-sæsons øvrige anmeldelser her: