Jonas Vingegaard i hjembyen: Besøger det lokale plejehjem
I dag er den 25-årige Tour de France-vinder Jonas Vingegaard tilbage i hjembyen Glyngøre for at blive fejret endnu en dag.
Og på ruten i hjembyen har Jonas Vingegaard selv valgt, at der skulle laves et stop foran det lokale plejehjem, hvor han ville ind og hilse på. Og det er der en helt speciel grund til.
Det er dog ikke et familiemedlem, Jonas er kommet for at besøge men nærmere alle beboerne.

Det viser sig nemlig, at Jonas og kæresten Trines gamle hus ligger lige over for Glyngøre Plejecenter, og han før har været på besøg på centeret.
Derudover har nattevagterne også nogle gange hjulpet parret med at set efter deres hus, hvis ikke de var hjemme, fortæller SE og HØRs journalist i Glyngøre.
Da SE og HØR fanger Jonas Vingegaard på besøget, fortæller han også, at beboerne på plejecenteret betyder meget for ham.
– Det er vores gamle naboer, og det er en vigtig del af Glyngøre, fortæller han og fortsætter:
– De støtter mig altid, og det er helt fantastisk. Jeg er glad for den støtte, de giver mig.