Sagsøger Netflix og Zac Efron: De ødelægger vores forretning

Netflix og Zac Efron er blevet sagsøgt for deres rejseprogram "Down to Earth with Zac Efron."
Programmet, der følger Hollywood-stjernen rejse rundt i verden for at finde sunde, bæredygtige levemåder, deler nemlig navn med virksomheden Down to Earth Organics.
Og det er et brud på firmaets rettigheder til navnet, mener wellness-virksomheden.
Det skriver underholdningsmediet TMZ, der er i besiddelse af søgsmålet.
Wellness-mærket Down To Earth Organics mener, at rejseprogrammet ved samme navn skader deres brand, og at det derved går ud over resultatet på deres bundlinje, da navnesammenfaldet forvirrer deres kunder.
Derfor har virksomheden valgt at sagsøge Netflix og Zac Efron med krav om en økonomisk erstatning. Og for at give dem et forbud mod at krænke deres "Down To Earth"-varemærke.
Beskylder Netflix for falske påstande
Udover søgsmålet går virksomheden ligeledes efter Netflix og Zac Efrons råd om wellness i rejseprogrammet.
De mener, at rådene er blevet "hånet vidt omkring", og at programmet kommer med falske ernæringsråd, der i værste fald kan være skadelige.
Netflix og Zac Efron har endnu ikke udtalt sig om sagen.