Dansk firma får godkendt abekoppevaccine

Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic har de seneste måneder oplevet stor interesse for koppevaccinen Imvanex som følge af det stigende antal tilfælde af abekopper rundt om i verden.
Indtil videre har vaccinen dog kun været godkendt som vaccine mod abekopper i USA og Canada.
Det er der nu lavet om på. Selskabet fortæller i en pressemeddelelse mandag morgen, at man fremover også må markedsføre Imvanex som vaccine mod abekopper i EU-landene samt Island, Liechtenstein og Norge.
Bavarian Nordics administrerende direktør, Paul Chaplin, er glad for godkendelsen og siger, at den "kan forbedre landenes beredskab til at bekæmpe nye sygdomme betydeligt".
Den manglende godkendelse til trods har Bavarian Nordic løbende kunnet fortælle investorerne, at man har indgået nye aftaler med unavngivne lande om levering af koppevacciner.
Selskabet har i den forbindelse haft fordel af, at Imvanex er den eneste vaccine, som de amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt til brug mod abekopper.
Selskabets aktie kostede på et tidspunkt i begyndelsen af maj 116 kroner, men kursen er siden gået i vejret.
Fredag blev aktien handlet til 334 kroner efter otte dage med uafbrudte kursstigninger.