Godt nyt: Analytiker forudser prisdyk på dagligvarer

Som resultat af Ruslands invasion af Ukraine har producent- og importpriserne længe været på himmelflugt, og det har udløst stigende priser over hele verden.
Men nu ser prisudviklingen for mange råvarer endelig ud til at være vendt, og det kan betyde, at priserne i landets supermarkeder snart kan tage et dyk nedad.
Det fortæller Tom Bundgaard, der er chefanalytiker hos råvareanalysevirksomheden Mintec, til Politiken.
– Når råvarer stiger, sker det altid som en raket, fordi der går panik i markederne. Så laver priskurven et omvendt V, hvilket vil sige, at den stiger stejlt, men styrtdykker igen, efter at den når toppen.
– Det er også, hvad der er ved at ske nu, fortæller Tom Bundgaard til avisen.
Chefanalytikerens klare vurdering er altså, at de små dyk, som vi ser på råvarepriserne nu, kun vil fortsætte.
Det begrunder han med, at priserne allerede var skudt i vejret, forinden krigen i Ukraine brød ud.
Tom Bundgaard understreger dog over for avisen, at der er to ting, som næppe vil falde i pris lige foreløbig: gas og olie.
Årsagen skal findes i, at det meste gas kommer fra Rusland, og at vi endnu ikke har opbygget tilstrækkelige gaslagre.
Over for Ritzau beskriver seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet den nuværende situation med høje priser på dagligvarer som en prisboble.
Og han er enig med Tom Bundgaard i, at boblen er ved at briste.
Henning Otte Hansen forventer dog ikke, at de lavere råvarepriser vil kunne mærkes i dagligvarehandlen lige med det samme.
– Det tager ofte lidt længere tid, før det har en afsmittende virkning på vores fødevarer i forretningerne. Jeg forventer først, at vi er tilbage på et normalt prisniveau om to til tre år, siger Henning Otte Hansen til Ritzau.