Skal (eller kan) du være med? Søger deltagere til program om store penisser

Man skulle efterhånden tro, at der fandtes tv-programmer for alt. Men gang på gang overrasker produktionsselskaberne med nye koncepter.
Nu kan britiske Metro så berette om et nyt tv-koncept, der netop nu søger deltagere.
Med titlen "Too Large for Love" (for stor til kærlighed, red.) søger produktionsselskabet Spun Gold veludstyrede deltagere, der vil fortælle om livet med en penis, som ligger over gennemsnittet.
I programbeskrivelsen lyder det blandt andet, at "de skjulte problemer med at leve med en meget stor penis diskuteres".
Programmet vil desuden udforske, "hvordan det har indflydelse på alle aspekter af dit sexliv, og hvilken hjælp der kan fås til dem, der har behov for det".
Casterne opfordrer til, at alle etniciteter og seksualiteter melder sig – det er dog et krav, at man er over 18 år.
På hjemmesiden LostInTv kan interesserede tilmelde sig.