Kendte11. juni 2022 (opd. 11. juni 2022)

Chok: Justin Bieber lammet i ansigtet

Den canadiske hitmager fortæller nu årsagen til, at han har aflyst sine koncerter
Justin Bieber
Justin Bieber er lammet i den ene side af ansigtet. Derfor aflyser han en række koncerter.
 Foto: MEGA

SENESTE: Frygter dansk aflysning

Blot timer før sin koncert i Toronto måtte Justin Bieber for få dage siden bide i det sure æble og aflyse og dermed skuffe tusindvis af fans.

- Jeg kan ikke tro, jeg skal sige det her. Jeg har gjort alt for at få det bedre, men min sygdom bliver værre og værre. Mit hjerte er knust over, at jeg må udskyde de næste par shows (lægens ordre). Til alle mine fans jeg elsker jer så meget. Jeg hviler mig og får det bedre, skrev han i en story kort efter aflysningen.

Nu fortæller han i en video på Instagram, hvad han går og døjer med. Fra første sekund kan man se, at der er noget galt. For ”Peaches”-sangeren blinker kun med det ene øje.

- Jeg ville lige opdatere jer på, hvad der sker i øjeblikket. Som I nok kan se på mit ansigt, så har jeg det her syndrom, som hedder Ramsay Hunt Syndrom. Det kommer af en virus, der angriber nerverne i mit øre og ansigt. Det har lammet mit ansigt, siger han og fortsætter:

- Som I kan se, kan jeg ikke blinke med det her øje, jeg kan ikke smile i denne side af ansigtet, og jeg kan ikke bevæge det her næsebor. Jeg er helt lammet i den her side af ansigtet, siger verdensstjernen og peger på sin højre side.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Hans fans er frustrerede over aflysningerne, og derfor fortæller han nu, hvor slemt det står til med helbreddet og håber på deres forståelse.

- Til jer, der er frustrerede over de aflyste koncerter kan jeg fortælle, at jeg ikke er i stand til at gennemføre koncerterne. Det er ret alvorligt, som I kan se. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, men min krop forsøger med al tydelighed at fortælle, at jeg skal sætte farten ned. Og jeg håber, I forstår, siger han.

- Jeg vil bruge tiden på at slappe af og komme til hægterne, så jeg kan komme tilbage og gøre det, jeg er født til 100 procent.

Sangeren fortæller desuden, at han laver en masse øvelser i forsøget på at få lammelserne til at slippe deres tag i hans ansigt, og at han er fuld af fortrøstning.

Det er ikke første gang, Justin Bieber skuffer sine fans ved at aflyse koncerter. Det gjorde han også tilbage i 2017, hvor han halvvejs gennem sin verdensturné ”Purpose”-turnéen aflyste resten af koncerterne.

Senere er det kommet frem, at han har kæmpet massivt med depression.

Men denne gang er han altså fysisk forhindret i at optræde, indtil han genvinder kontrollen over sit ansigt.

Sponsoreret indhold