Nyheder25. maj 2022

Flere såret inden Conference League-finale

60 fans er anholdt, efter ti betjente er blevet såret før finale i Albanien
Der er stort fremmøde i den albanske hovedstad i Tirana.
Der er stort fremmøde i den albanske hovedstad i Tirana.
 Marko Djurica/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er tirsdag aften udbrudt optøjer i Albaniens hovedstad, Tirana, forud for finalen i Conference League mellem AS Roma og Feyenoord onsdag aften.

Ti betjente er blevet såret i forsøget på at stoppe de rivaliserende fans fra at slås.

- Som et resultat af volden fra fans fra begge hold er ti betjente såret, og en politibil er beskadiget, oplyser albansk politi ifølge Reuters.

Tæsket mand med stol

60 fans er blevet anholdt og bragt på politistationen - heraf 48 italienske fans og 12 hollandske.

De første meldinger lød på, at otte Feyenoord-fans havde angrebet og tæsket en albansk mand med en stol, da han viste støtte til Roma. De otte fans er blandt de anholdte.

Den albanske mand blev efterfølgende kørt til hospitalet for behandling af sine skader.

Andetsteds i byen stødte cirka 200 Feyenoord-tilhængere sammen med politiet. Det skete, i forbindelse med at de forsøgte at nå frem til et område, hvor Romas fans var til stede.

- Seks politibetjente er blevet såret af stenkast og slagvåben i den hollandske fanzone og foran politistationen, oplyste Genti Mullai, en talsmand for politiet på det tidspunkt.

De rivaliserende fangrupperinger stødte desuden sammen mindst tre andre steder i byen, oplyste nyhedsbureauet AFP's journalist på stedet.

2000 betjente på gaden

Selv om nationalstadionet i Tirana, der onsdag aften ligger græs til finalen, kun har plads til 21.690 personer, så ventes cirka 100.000 tilhængere fra Roma og Feyenoord at ankomme til byen for at se kampen.

Ifølge lokale myndigheder vil de blive inddelt i forskellige fanzoner, hvor de kan se Conference League-finalen på storskærme.

Albansk politi har tidligere oplyst, at de har sendt cirka 2000 betjente på gaden for at holde styr på de enorme menneskemængder.

Conference League er den tredjemest prestigefyldte europæiske turnering efter Europa League og Champions League.

Trods sin mindre vigtige status har onsdagens finale pirret Feyenoord- og Roma-tilhængernes fantasi, da kampen er begge holds bedste mulighed for at vinde et europæisk trofæ i mange år.

Finalen spilles onsdag klokken 21.

Sponsoreret indhold