TV 2-stjerne afslører tragedie: Min otte-årige søn døde

For 13 år siden var TV 2-stjernen Anders Hauser ude for det, som mange vil kalde en forælders værste mareridt.
Den 44-årige "Min sindssygt sunde familie"-deltager mistede nemlig sin blot otte år gamle søn.
Sønnen, der hed Emil, blev kørt ned en eftermiddag i december på vej hjem fra skole.
Det fortæller den løbeglade familiefar i ugens udgave af Ude og Hjemme og til Ekstra Bladet.
Til avisen fortæller Anders Hauser, at sønnen boede i Jylland med sin mor, mens han selv boede på Sjælland, som han også gør i dag.
Den skæbnesvangre dag var sønnen gået ud i rabatten for at undgå en bil, der kørte langt ude i vejkanten.
På trods af dette blev han snittet af bilen og faldt ud på vejen, hvor han døde på stedet.
- Jeg gik totalt i panik og faldt om på gulvet, fortæller Anders Houser om sin reaktion, da han hørte om sønnens ulykke.
- Min daværende kæreste kørte mig til Jylland, og vi kørte ud til ulykkestedet, hvor politiet stadig var i gang med deres undersøgelser.
Anders Houser fortæller videre, at han ingen vrede har haft til den familiefar, der kørte bilen, som ramte sønnen.
TV 2-stjernen var endda efterfølgende i kontakt med personen for at sikre sig, at han ikke følte skyldfølelse.
Hans søn ville være fyldt 23 år på fredag.