Ændrer i spørgeskemaet: Her skal alle mænd spørges, om de er gravide

En procedureændring i det britiske sundhedsvæsen gør nu, at sundhedspersonalet før visse behandlinger skal spørge alle – mænd som kvinder – om, hvorvidt de er gravide eller ej.
Det skriver Daily Mail.
Det sker, fordi der er blevet ændret i et spørgeskema, som skal udfyldes inden strålebehandling for kræftpatienter samt før MRI-scanninger og røntgenfotos.
Nu skal patienter ikke længere sætte kryds ud for, om de er mænd eller kvinder, i stedet identificeres de enkelte patienter som "individer".
Det betyder, at man i Walton Centre NHS Trust i Liverpool nu spørger "alle patienter under 60, uanset hvad man måtte identificere sig med af køn", om de er gravide.
Strålebehandling og røntgenstråler kan skade et foster, og derfor er det et krav, at man spørger patienten, om de venter sig.
Patienter og deres pårørende har klaget over "unødig forvirring og irritation" for patienter, der i forvejen er i en sårbar situation.