Politiet efterlyser vidner til skuddrab: Er set på overvågning

Østjyllands Politi efterlyser førerne eller passagerne i fem konkrete biler, som ses på videoovervågning natten til den 8. marts i et kryds i Viby ved Aarhus.
Her blev en 21-årig mand fundet skuddræbt.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Det er "en lille hvid bil af ukendt mærke" og "en lille grå bil (muligvis Kia Picanto eller Fiat Panda) med tågelygterne tændt", der er kørt ad Søndervangs Allé i nordlig retning, som politiet efterlyser.
Bilerne har alle passeret stedet kort efter klokken 00.50, skriver politiet.
Derudover efterlyses tre andre biler. De er "af ukendt størrelse og farve" og er kørt af ad enten Ringvej Syd i østlig retning eller Søndervangs Allé i nordlig retning.
Artiklen fortsætter efter opslaget...
Det var, da en politipatrulje fik øje på bilen, at det fandt den 21-årige. Han var blevet skudt og var alene i bilen, da politiet kom til stedet natten til 8. marts.
Ifølge politiet skete drabet, fordi den 21-årige var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alt i politiets efterforskning peger på, at han var et tilfældigt offer. Det siger Brian Voss Olsen, der er politiinspektør hos Østjyllands Politi.
- Vores konklusion er, at den 21-årige var en sagesløs ung mand, som absolut ingen forbindelse har haft til det kriminelle miljø eller bandemiljøet.
- Han var alene i sin bil og på vej hjem, da han af ukendte årsager blev ramt af skud og på tragisk vis afgik ved døden, siger han i pressemeddelelsen.