Viborg med flot gestus: Ukrainere kommer gratis ind til Superliga-kamp

Når FC København søndag gæster Viborg FF i Superligaen, kan det være med en gruppe af ukrainere på lægterne.
Efter at Rusland tidligere på ugen påbegyndte en invasion af nabolandet, har Viborg besluttet at række hånden ud til de herboende ukrainere.
De kan komme gratis ind til søndagens opgør, skriver Viborg på sin hjemmeside efterfulgt af hashtagget #NoToWar (nej til krig).
Opgøret på Energi Viborg Arena begynder klokken 16. FC København skal forsøge at bevare førstepladsen i ligaen, mens Viborg forsøger at holde sig på afstand fra bunden og måske nærme sig top-6.
Mens der muligvis vil være ukrainske fodboldtilhængere på tribunerne søndag, bliver rundens kampe uden ukrainere på banen.
Ingen ukrainske spillere er for tiden på kontrakt i Danmarks bedste fodboldrække.
Den seneste ukrainer, der optrådte i Superligaen, var Yuriy Yakovenko, som dengang spillede for Esbjerg. Han er i dag på kontrakt i norske HamKam.
Yakovenko er ifølge superstats.dk en af seks ukrainere, der har fået spilletid i den danske liga. Af andre spillere kan nævnes den tidligere FC Midtjylland- og Sønderjyske-angriber Artem Dovbyk og tidligere OB-målmand Maksym Koval.