Krimi8. februar 2022

Vildt fund i Københavns Lufthavn: 19 liter flydende kokain gemt i vinflasker

En rejsende påstod, at vinflasker indeholdt rødvin. En undersøgelse afslørede, at det var flydende kokain

Under dække af at føre 13 magnumflasker med rødvin ind i landet forsøgte en rejsende fredag i den forgangne uge at smugle hård narkotika ind i landet via Københavns Lufthavn.

Men tolderne fattede mistanke til flaskernes indhold, og det skulle efterfølgende vise sig, at der var tale om kokain i flydende form, oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Flaskerne indeholdt 19 liter af det forbudte stof.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/20090529-192816-pf-1920x1280we.jpg
 Foto: Kristensen Lasse/Ritzau Scanpix

Det var en stikprøvekontrol i tolden, som i første omgang førte tolderne på sporet. Den rejsende forklarede, at der var tale om rødvin, men det lod tolderne sig ikke spise af med.

Flaskernes indhold blev undersøgt nærmere, og en analyse af indholdet har altså afsløret, at det var kokain, som var i flaskerne.

- Vi holder et skarpt fokus på indsmugling af narkotika blandt rejsende, og vi ser desværre med jævne mellemrum, at rejsende forsøger at smugle kokain ind via lufthavnene, siger Michael Lund, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Tolderne har overgivet sagen til Københavns Politi, som nu står for den videre efterforskning af sagen.

Sponsoreret indhold