Nyheder18. januar 2022
Kohberg tilbagekalder sandwichbrød med plastikstykker: Farligt at indtage
Brødet er solgt i dagligvarerbutikker hele landet
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Hvis du for nyligt har købt brød fra Kohberg, bør du tage et ekstra kig på pakken, inden du bruger det i børnenes madpakke.
Der er nemlig fundet stykker af plastik i et parti Kartoffelsandwichbrød, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Derfor kalder Kohberg nu brødet tilbage, da brødet kan være farligt at indtage.
Det drejer sig om pakkerne med udløbsdatoerne 19. og 20. januar 2022.
Brødet er solgt i dagligvarebutikker i hele landet.
Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at smide brødet ud, eller returnere det til butikken.