Kronprinsesse Marys særlige hyldest aflyst
En helt særlig fejring af kronprinsesse Mary, som i år fylder 50 år, er aflyst.
Det var ellers lagt op til den helt store fødselsdagsfest med gallataffel på Rosenborg Slot, hvor der ikke har været afholdt taffel i de seneste 233 år.
Men dronning Margrethe har sammen med Mary valgt af aflyse det planlagte gallataffel, der skulle have fundet sted 4. februar i år, på grund af den aktuelle coronasituation.
Det meddeler Kongehuset i en pressemeddelelse.
- Aflysningen sker på baggrund af den aktuelle situation med smitte i samfundet og den usikkerhed, der fortsat er om udviklingen af Covid-19, lyder det fra kommunikationschef Lene Balleby i meddelelsen.
Det er ikke af hensyn til hverken Mary, som selv var coronaramt helt op til jul, eller Margrethe, som har fået sit boosterstik, at der ikke bliver noget taffel:
- Beslutningen er taget i respekt for de mange samarbejdspartnere, der er involveret i en fejring af denne størrelse.
- Et arbejde der forestod i de kommende uger og som ville blive særdeles vanskeligt at gennemføre, fortsætter Lene Balleby.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Kronprinsesse Mary fylder 50 år 5. februar. (Foto: Hanne Juul)
I stedet for det store taffel, hvor kongefamilien og repræsentanter for hele det officielle Danmark var inviteret, skal Mary derfor nu kun markere dagen i privaten.
Den 49-årige kronprinsesse kan dog fortsat se frem til en fødselsdagsfejring i løbet af året.
Mary Fondens planlagte markering bliver nemlig udsat til senere på året.