Nyheder30. november 2021

Skole holder fortsat lukket: Frygter smitte med Omikron

Det er endnu ikke bekræftet, om der tale om den nye coronavariant
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skole1_0.jpg
 Foto: presse-fotos.dk

Rasmus Rask Skolen i Odense holder fortsat lukket tirsdag efter tvivl om, hvorvidt der har været smitte med ny coronavariant.

Det oplyser skolelederen i en mail til Ritzau mandag.

Det er mandag aften endnu ikke sikkert, hvilken coronavariant en elev på skolen er smittet med.

Styrelsen for Patientsikkerhed har mandag haft mistanke om, at personen er smittet med den nye variant Omikron, der først blev fundet i Sydafrika.

Styrelsen anbefaler, at der bliver smitteopsporet ud i tredje led af nærkontakter, og at også kontakter i tredje led går i isolation.

Det gælder både ved påvist smitte med varianten, men også mistanke om smitte.

Derfor holder Rasmus Rask Skolen fortsat lukket tirsdag.

- Vi følger fortsat sundhedsmyndighedernes retningslinjer om, at nære kontakter samt deres nære kontakter skal isoleres og testes ved mistanke om en ukendt variant, skriver Lasse Bach Sørensen, der er skoleleder på Rasmus Rask Skolen, i mailen.

Han fortæller, at nogle medarbejdere er kontakter i andet eller tredje led og derfor ikke kan møde op til undervisning.

- Det er selvfølgelig ærgerligt for børn og voksne, men det er nu engang en af de ting, vi kan gøre for at medvirke til at bryde smittekæderne.

Sponsoreret indhold