Nyheder15. november 2021

38 kommuner krydser smittegrænse: Anbefaler tiltag

Grænsen for kommuners incidenstal er mandag sænket, så en del kommuner nu anbefales at følge lokale tiltag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/corona_6.jpg
 Foto: MEGA

Over en tredjedel af landets kommuner har i øjeblikket så meget smitte, at Sundheds- og Ældreministeriet anbefaler dem at følge en række lokale tiltag, der skal bringe smitten ned.

Det drejer sig om det såkaldte incidenstal - smittede per 100.000 indbyggere over syv dage. Grænse er fra mandag 400 smittede mod tidligere 500.

38 kommuner lå søndag på et incidenstal over 400.

Anbefalede tiltag ved overskridelse af smittegrænse

Gælder for alle borgere i området:

- At lade sig testet og vaccinere.

På tværs af nedenstående områder:

- Skærpet fokus på Sundhedsstyrelsens genrelle anbefalinger om forebyggelse og håndtering af smittespredning.

Dagtilbud og lignende:

- Børn skal så vidt muligt holde sig inden for egen stue.

- At aflevering og afhentning foregår udendørs.

Grundskoler, herunder SFO og fritidstilbud:

- At undervisning foregår i stamklasser.

- At aktiviteter i SFO og fritidstilbud organiseres, så børn så vidt muligt er i faste grupper af børn og personale.

- To ugentlige test af børn fra 9-11 år, som ikke har været smittet de sidste 12 måneder, samt to ugentlige test fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller smittet inden for de sidste 12 måneder.

- Så vidt mulig opdeling af elever klassevis i frikvarterer og pauser.

- Aflysning af større sociale arrangementer på tværs af klasser. Sociale arrangementer bør holdes inden for stamklassen.

- Afstand blandt medarbejdere og forældre. Afstandsanbefalingen omfatter ikke elever og elever og medarbejdere i mellem.

Efterskoler, frie fagskoler, kostafdelinger på fri- og privatskoler:

- To ugentlige test af børn fra 9-11 år, som ikke har været smittet de sidste 12 måneder, samt to ugentlige test fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller smittet inden for de sidste 12 måneder.

Kilde: coronasmitte.dk

En del af dem har dog haft et incidenstal på over 500 i flere dage og formodes derfor allerede at have taget tiltag i brug.

En af de kommuner, der søndag lå en smule over 400, er Vesthimmerland. Her lyder incidenstallet på 418.

Allerede i sidste uge var kommunen opmærksom på udviklingen, og derfor har man indført flere restriktioner, fortæller borgmester Per Bach Laursen (V):

- Vi tog fat på Styrelsen for Patientsikkerhed, og da vi vidste, at det især var på folkeskolerne, at vi har et problem, indførte vi allerede i sidste uge, at vi opdeler eleverne i forskellige grupper.

- Vi kan også se, at der er en del tilfælde hos de over 60-årige, og der har vi kommunikeret med seniorforeninger og pensionistforeninger. Det kunne være en begrænsning af antallet til arrangementer, og om det overhovedet er nødvendigt, siger Per Bach Laursen.

Vesthimmerlands Kommune holder sundhedsberedskabsmøde mandag morgen, og her kan der ifølge borgmesteren blive indført flere tiltag.

Der er som nævnt tale om anbefalinger, og kommunerne er derfor ikke tvunget til at indføre tiltag mod smitte med covid-19.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at den kun bliver involveret, hvis kommunerne ønsker det, eller hvis smitten stiger meget voldsomt.

Det er blandt andet Hørsholm, Holbæk, Sorø og Lyngby-Taarbæk, der ligger lige over grænsen på 400, mens for eksempel Faxe, Helsingør og Tønder nærmer sig den.

Kommuner som Herlev og Hvidovre er langt over grænsen. De har et incidenstal på henholdsvis 833 og 803.

Sponsoreret indhold