Tidligere drabchef Jens Møller dømt: Brød tavshedspligten
Den tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller er idømt 15 dagbøder a 1000 kroner for brud på tavshedspligt og for uberettigede opslag i sager i politiets sagssystem.
Sagen drejer sig om bogen "Opklaret - drabschefens erindringer", hvor Jens Møller taler om nogle af de sager, han arbejdede med som leder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.
Møller var anklaget for at have brudt sin tavshedspligt i forbindelse med otte passager i bogen. Men kun én af passagerne var ifølge retten et brud på tavshedspligten.
- Det overrasker mig, at jeg er dømt for brud på tavshedspligten ved at fortælle, at der er fundet vævsrester på et projektil, som er gået gennem foden på en mand, fortæller Jens Møller.
- At han er blevet skudt gennem foden, har været offentligt fremme i retten, og man skulle tro, at det var selvindlysende, at der så er fundet vævsrester og DNA på projektilet, siger han.
Umiddelbart kan dommen ikke ankes til Østre Landsret, da straffen ikke er højere. Men Jens Møller vil nu sammen med sin advokat Jakob Lund Poulsen nærlæse dommen og så overveje, om han vil søge om særlig tilladelse til at anke.
- Men jeg er glad for, at der er sat et punktum i sagen. Om det så bliver et foreløbigt punktum, det må vi se, lyder det fra Jens Møller.