Annonce
Krimi17 timer siden (opd. 14 timer siden)

Yasar sad i sin kiosk da den eksploderede: - Jeg har det ad helvede til

Kort tid efter eksplosion i kiosk på Istedgade i København, fortæller den rystede ejer om den voldsomme oplevelse, hvor han befandt sig i forretningen
Citathistorie fra TV 2 Kosmopol
Yasar Koyuncu, der ejer kiosken 1001 Nat på Istedgade, sad selv i butikken, da en eksplosion kort før midnat udløste brand.
Yasar Koyuncu, der ejer kiosken 1001 Nat på Istedgade, sad selv i butikken, da en eksplosion kort før midnat udløste brand og store skader. Ingen personer kom til skade, men kiosken blev efterfølgende undersøgt af Københavns Politi med hunde, drone og teknikere.
 Foto: Jakob Hybholt/TV 2 Kosmopol
Annonce

LÆS OGSÅ: Eksplosion på Istedgade

Ejeren af den kiosk på Istedgade 122 i København, der torsdag aften blev udsat for en eksplosion, fortæller til TV 2 Kosmopol, at han sad i butikken, da det store brag lød ude foran kiosken.

- Jeg hører en eksplosion, som kommer udefra, og så tager ilden fat, siger en chokeret Yasar Koyuncu, ejer af kiosken 1001 Nat, da han møder TV 2 Kosmopols reporter ved bagdøren til sin eksplosionshærgede forretning.

Flammerne stod op og dannede en voldsom brand, fortæller Yasar Koyuncu.

Foruden ejeren, befandt der sig yderligere to personer i kiosken, som også blev bange.

- Jeg har aldrig hørt sådan et brag. Det var en eksplosion. Kiosken ser forfærdelig ud nu, forklarer Yasar Koyuncu

Ingen af personerne, som befandt sig i kiosken, kom til skade. Alligevel sidder den voldsomme hændelse i kroppen på den mangeårige ejer.

Annonce

- Jeg har det ad helvede til. Jeg har det bare frygteligt, siger han til TV 2 Kosmopol.

I forbindelse med kriminelle grupperingers bekrigelse af hinanden, har hovedstaden flere gange set angreb mod kiosker og andre butikker.

Yasar Koyuncu kan dog ikke forstå, hvis hans forretning, er blevet angrebet i en sådan sammenhæng.

- Jeg har ikke nogen fjender. Jeg har haft kiosken i mange år, fortæller Yasar Koyuncu.

Annonce

Københavns Politi forklarede sent torsdag, at vidner til eksplosionen har observeret en maskeret ung mand i mørkt tøj løbe fra stedet på Istedgade via Saxogade og Litauens Plads.

Yasar Koyuncu har dog ikke selv set manden, som kan stå bag eksplosionen.

- Jeg har ikke set nogen løbe herfra. Jeg var inde i kiosken.

Ude på gaden undersøgte de mange politifolk hver en kvadratmeter af gaden. Der blev sendt en drone i luften mens betjente med hunde undersøgte området. Tre betjente i blå DNA-dragter tjekkede en beskadiget bil ud for kiosken.

Annonce

Andre politifolk havde netop forladt bagdøren i kiosken med forretningens overvågningsvideo, mens TV 2 Kosmopols reporter stod med Yasar Koyuncu.

Overvågningsmaterialet vil dog ifølge ejeren ikke hjælpe politiet særlig meget.

- Kameraerne filmer ikke udefra, kun indvendigt i butikken. Men det , der skete, var udvendigt, så man kan ikke se noget, forklarer Yasar Koyuncu.

Annonce

Den voldsomme oplevelse har dog ikke taget modet fra Yasar Koyuncu. Han vil fortsætte arbejdet med at drive kiosk på Istedgade.

- Det er mit levebrød, det er det, jeg har. Jeg har haft kiosken i så mange år. Nu skal jeg rydde op. Og så skal den sættes i stand.

Men torsdag aften var Yasar Koyuncu sendt ud af sin kiosk af politiet massive efterforskningshold. De tillod heller ikke TV 2 Kosmopol at gå indenfor.

Annonce

Sponsoreret indhold