Krimi4. maj 2020

Yahya Hassans familie bryder tavsheden

Yahya Hassans familie taler for første gang ud om den unge forfatters død og takker for støtten
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/bb-59447-1.jpg
 Foto: Birger Storm

Mandag eftermiddag bryder familien til Yahya Hassan for første gang tavsheden, siden digterens død.

Det er Yahya Hassans forlag, Gyldendal, der bringer familiens ord videre. Det skriver BT.

- Yahya Hassans nærmeste familie - hans mor og søskende - ønsker at takke alle for støtten og tankerne, men ellers har de ingen kommentarer, lyder det fra familien.

- Familien håber, at medierne vil respektere dette og lade familien være i fred, da den er i dyb sorg og har brug for ro til at bearbejde tabet af Yahya.

Yahya Hassan blev i sidste uge fundet død i sin lejlighed i Aarhus. Østjyllands Politi har siden da meldt ud, at der ikke er nogen mistanke om nogen bagvedliggende kriminel handling i forbindelse med dødsfaldet.

Den blot 24-årige digter formåede på få år at skabe sig et navn på den danske litteraturscene med de to digtsamlinger "Yahya Hassan" fra 2013 og "Yahya Hassan 2" fra 2019.

Yahya Hassans første bog er den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien. Bogen er indtil videre blevet trykt i 126.000 eksemplarer. Da den først udkom var det med et beskedent oplag på 800 stk.

Tirsdag klokken 14:00 bliver digteren lagt til hvile på den muslimske gravpalds på Vestre Kirkegård i Aarhus. Her vil hans nærmeste være til stede for at sige farvel.

Sponsoreret indhold