Krimi17. august 2023

Wonderfestiwall skal betale bøde: Frivillig brækkede kravebenet

En frivillig kom sidste år til skade på den bornholmske Wonderfestiwall. Det koster nu foreningen bag en bøde
Rapperen L.O.C. (Liam O'Connor) spillede koncert til den danske musikfestival Wonderfestiwall i 2015. Nu har festivalen fået en bøde. 
Rapperen L.O.C. (Liam O'Connor) spillede koncert til den danske musikfestival Wonderfestiwall i 2015. Nu har festivalen fået en bøde.
 Foto: Ritzau Scanpix

Foreningen bag den bornholmske festival, Wonderfestiwall, skal betale en bøde på 73.800 kroner i en sag om overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Det oplyser Retten på Bornholm til Ritzau.

Dommen er afsagt torsdag.

Bøden stemmer overens med den bøde, som politiet havde krævet, at festivalen skulle betale.

Ifølge bødeforlægget i sagen kom en frivillig til skade, da vedkommende arbejdede på festivalen i august sidste år.

Ulykken skete i forbindelse med at en knækarmslift skulle flyttes. Men det skete uden, at arbejdet var planlagt, tilrettelagt, eller udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det var festivalen ansvarlig som arbejdsgiver for ifølge bødeforlægget.

En bødesag kan behandles uden at skulle for retten, men man kan også vælge, at retten skal vurdere sagen.

Ifølge TV 2 Bornholm mener foreningen bag festivalen ikke, at den kunne regnes som en arbejdsgiver, og den var derfor uenig i bøden.

Men ifølge lokalmediet lagde Retten på Bornholm vægt på, at den frivillige var underlagt instruktionerne fra festivalen, og at det var festivalen, som stillede liften til rådighed.

Af bødeforlægget fremgår det, at den frivillige brækkede et kraveben og flere ribben.

Wonderfestiwall bliver afholdt i nærheden af Hammershus på Bornholm. Festivalen løber i år fra 17. august til 20. august, og ifølge TV 2 Bornholm forventer den, at der kommer 8000 gæster.

Sponsoreret indhold