Krimi8. februar 2023 (opd. 8. februar 2023)

Voldssag vokser mod dansk finansboss: P-vagt var i akut fare

Har ikke alene spyttet, men også bakket sin bil ind i p-vagt, mener politiet - topchefen nægter fortsat alt
Måske skulle finansbossen bare have parkeret ordentligt i stedet for at ende i et skænderi med en p-vagt. For voldssagen kan nu i værste fald koste topchefen hans job.
Måske skulle finansbossen bare have parkeret ordentligt i stedet for at ende i et skænderi med en p-vagt. For voldssagen kan nu i værste fald koste topchefen hans job.
 Modelfoto: Colourbox

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Sagen mod en dansk finansboss, der i sidste måned blev beskyttet af et navneforbud, vokser nu voldsomt.

Som SE og HØR tidigere har kunne afsløre, er manden sigtet for at have spyttet på en p-vagt.

Men et anklageskrift, der netop er blevet offentliggjort, afslører i dag, at p-vagten også var i akut fare, da finansbossen angiveligt bakkede ind i vagten.

Episoden skal have fundet sted i juli sidste år på en parkeringsplads i København.

Ifølge anklagemyndigheden førte chefen bilen på en særlig hensynsløs måde og forvoldte nærliggende fare for parkeringsvagtens liv eller førlighed

Anklageskriftet

Her skal finansbossen først have spyttet parkeringsvagten i ansigtet. Han er derfor tiltalt for vold mod en særlig voldsudsat person.

Dernæst bakkede chefen ifølge anklageskriftet flere gange ind i parkeringsvagten, der blev ramt i lænden, og som følge af påkørslen blev skubbet tilbage.

Ifølge anklagemyndigheden førte chefen bilen på en særlig hensynsløs måde og forvoldte nærliggende fare for parkeringsvagtens liv eller førlighed.

Det vil være såkaldt fareforvoldelse, der hører under betegnelsen vanvidskørsel, hvorfor anklagemyndigheden kræver bilen konfiskeret og hans kørekort frataget. Der er også krav om en bøde- og fængselsstraf.

Under retsmødet i januar var dommeren enig med finansbossen i, at det kan skade den sigtede topchef, hvis sagen og ikke mindst hans navn kommer frem.

Domstolen vurderede også, den påståede vold over for p-vagten er sket privat, og ikke mens topchefen fungerer som topchef. Derfor har vedkommende ret til indtil videre at blive beskyttet mod omtale.

Jeg har ingen kommentar. Jeg vil ikke sige noget som helst

Topchefen til SE og HØR

Finansbossen nægter at have spyttet, men han vil ikke fortælle, om han har orienteret sine chefer om sagen:

- Jeg har ingen kommentar, lød det fra manden, da SE og HØR talte med ham om hans chefers viden om sagen.

- Har du en kommentar til selve sagen?

- Nej. Jeg har ingen kommentar.

- Jeg vil ikke sige noget som helst.

Voldssagen ventes at komme for Københavns Byret til efteråret.

Sponsoreret indhold