Krimi7. august 2023

Voldsomt vejr: Flere politikredse melder om væltede træer

På grund af mandagens vejr melder flere politikredse om væltede træer rundt omkring i landet
Et træ er væltet ved Tivoli i det voldsomme blæsevejr der har ramt landet mandag den 7. august 2023. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Også ved Tivoli i København er et træ væltet.
 Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Flere politikredse melder om væltede træer som følge af uvejret.

Værst står det til i Nordsjælland, hvor der tidligt mandag formiddag er anmeldt op mod 25 væltede træer.

- Vejret er fortsat bidsk, og der er indtil videre anmeldt op mod 25 væltede træer i Nordsjælland. Så vær opmærksom, og kør forsigtigt, skriver politiet på det sociale medie X, der før hed Twitter.

Indtil videre har de væltede træer dog ikke skabt større trafikale udfordringer, oplyser kredsen.

Kombinationen af regnvåd jord og stærke vindstød er med til at øge risikoen for, at træer kan vælte, så længe uvejret står på, advarer Hovedstadens Beredskab mandag.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om risiko for vindstød af stormstyrke i store dele af landet, herunder Sjælland og Bornholm.

Nogle steder kan det endda ske, at man registrerer vindstød af orkanstyrke.

På Bornholm har politiet modtaget ti henvendelser om træer, der allerede er væltet, eller som er lige ved at vælte.

Derfor opfordrer politiet til, at man undgår at køre ad skovstrækninger på grund af risikoen for, at flere træer kan vælte.

Der opfordres blandt andet til, at bilister undgår området omkring Almindingen, hvor der er en lang skovstrækning.

I København skulle kommunalt ansatte tidligt ud for at fjerne et væltet træ ved Tietgensgade. Det skaber ikke længere gene for trafikanter.

Også på Jagtvej, Frederiksberg og Amager er der meldinger om væltede træer. Heller ikke her har det haft konsekvenser for trafikken.

Både Københavns Vestegns Politi, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi har fået et par anmeldelser om væltede træer.

I Jylland og på Fyn har uvejret endnu ikke for alvor meldt sin ankomst mandag formiddag.

I Østjylland har der været et enkelt trafikuheld på grund af akvaplaning, men ingen er kommet til skade i den forbindelse.

Sponsoreret indhold