Krimi7. september 2022

Voldsomt uheld på Svendborgsundbroen: En person afgået ved døden

I forbindelse med ulykken er broen på Sydfyn spærret i begge retninger
Svendborgsundbroen
Svendborgsundbroen
 Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

En person er afgået ved døden i en færdselsulykke på Svendborgsundbroen tidligt onsdag morgen.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.

I forbindelse med ulykken er broen, der forbinder Svendborg på Sydfyn med Vindeby på Tåsinge, spærret i begge retninger.

Ulykken skete, da en lastvogn og en personbil af hidtil ukendte årsager kørte frontalt sammen på broen.

Det er føreren af personbilen, der har mistet livet. Umiddelbart er der ikke andre tilskadekomne.

Den afdødes pårørende er endnu ikke underrettet, oplyser vagtchefen kort efter klokken 05.00.

Svendborgsundbroen er tidligt onsdag morgen spærret i begge retninger. Det vil den ifølge politiet være "en rum tid endnu".

- Lige nu afventer vi en bilinspektør, der skal forsøge at fastslå årsagen til ulykken, siger Steen Nyland.

Broen vil være spærret, indtil bilinspektøren er færdig med sine undersøgelser.

Sponsoreret indhold