Voldsomt drama: Politiet måtte køre ind i 79-årig spøgelsesbillist

En spøgelsesbillist skabte tirsdag formiddag kaos på E45 Sønderjyske Motorvejen syd for Vojens, da han kørte mod færdselsretningen.
Derfor rykkede politiet hurtigt ud til stedet, da den 79-årige fører af bilen skabte en "yderst farlig situation".
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelese om hændelsen.
Få minutter efter anmeldelserne var den første patrulje på motorvejen i nordgående retning og kørte således mod bilisten med udrykningsblinket på for at standse køretøjet og advare de øvrige bilister.
Men det reagerede billisten øjensynligt ikke det store på. I stedet fortsatte den 79-årige fører sin farlige kørsel.
Derfor var det nødvendigt for patruljen af betjente at foretage en forsætlig påkørsel af spøgelsesbillisten for at få stoppet bilen.
- Påkørslen blev skønnet nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager, så bilisten ikke kunne påkøre andre bilister på motorvejen. Der skete kun materiel skade ved påkørslen og ingen personskade, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Bilisten er en 79-årig mand fra Haderslev Kommune. Han er blevet sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare.
Syd- & Sønderjyllands Politi efterforsker nu sagen og efterlyser i den forbindelse vidner til episoden, blandt andet føreren af en hvid Tesla, som kørte lige bag ved patruljebilen.
- I forbindelse med påkørslen var en hvid Tesla bag patruljebilen tvunget til at bremse hårdt op. Vi vil meget gerne i kontakt med føreren af den bil, da der kan være videomateriale, som kan bruges til sagen. Derudover hører vi gerne fra andre borgere, som har været vidne til kørslen og eventuel har video af det,” udtaler vagtchef Jan Lolk i pressemeddelelsen.
Politiet modtog klokken 09.01 tirsdag formiddag to opkald om spøgelsesbillisten.
Motorvejen var spærret i længere tid efter påkørslen, da der skete materiel skade på bilerne. En lastbilchauffør var behjælpelig med at afspærre strækningen, mens oprydningen stod på.