Voldsomme anklager mod dansk popstjerne: Har snydt skat for 3,3 millioner

LÆS OGSÅ: Salgschef smidt i brummen for millionsvindel: Nu er han gået konkurs
3,3 millioner.
Det er mange penge - og ifølge anklagemyndigheden mangler de penge i den danske statskasse.
For ifølge Københavns Vestegns Politi, så har en af landets største musikere forsætligt snydt i skat for 3,3 millioner kroner.
Det er tirsdag kommet frem ved et retsmøde ved Retten i Glostrup.
Ifølge anklagerne skal forholdet om groft skattesvig efter straffelovens paragraf 289 stk. 1 været foregået i årene 2015 til 2018.
I den periode mener de, at den populære musiker snød skat for omkring 3,3 millioner kroner - den danske kunstner nægter sig skyldig i anklagerne, lød det fra forsvarsadvokat Kaspar Lehmann Bastian.
- Den her sag har ikke offentlighedens interesse
Her forsøgte popstjernen at få et navneforbud - hvilket dagens dommer valgte at pure afvise i sidste ende.
Forsvarer Kaspar Lehmann Bastian gjorde ellers alt i sin magt for, at musikeren skulle beskyttes af et navneforbud.
- Pressen er her udelukkende, fordi min klient er kendt. Den her sag har ikke offentlighedens interesse, lød det fra advokaten.
Han argumenterede blandt andet også med, at det ville være stærkt krænkende for hans klient at blive sat i forbindelse med sagen.
- Det er en meget gammel sag, og det ville kunne have økonomiske konsekvenser, hvis hans navn kommer frem, lød det fra Kaspar Lehmann.
- Som SE og HØR siger, så har det altid offentlighedens interesse
Efter en længere talestrøm fra den velforberedte forsvarsadvokat, var det pressen tur til at protestere mod navneforbudet.
Her lød det blandt andet fra pressen, at sagen selvfølgelig har offentlighedens interesse - særligt set i lyset af, at der er tale om en meget kendt musiker, som anklages for at have snydt skat for hele 3,3 millioner kroner.
Derudover argumenterede pressen også med, at det er en meget gammel sag, som popstjernen længe har været anklaget for - det kom tirsdag frem, at anklageskriftet er helt tilbage fra juli 2022.
- Som SE og HØR siger, så har det altid offentlighedens interesse, når der er blevet snydt med offentlige midler, lød det blandt andet fra dommeren.
Herefter slog hun fast, at den populære musiker ikke skulle beskyttes af et navneforbud i sagen.
Det fik forsvareren til straks at kære beslutningen til Landsretten - derfor skal Østre Landsret nu også vurdere spørgsmålet.
Sagen mod den populære musiker skal for retten 1. september.