Voldsom brand i lejlighed: Person reddet ud

En person er kommet til skade efter en lejlighedsbrand på Islevbrovej i Rødovre lørdag aften.
Det oplyser vagtchef Mikkel Jensen ved Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
Personen er ved at blive overført til Rigshospitalets traumecenter, oplyser han.
Politiet kender ikke personens præcise tilstand, siger Mikkel Jensen.
Københavns Vestegns Politi oplyser også, at branden er under kontrol, men at der stadig arbejdes på stedet.
- Der er ikke behov for at evakuere resten af opgangen, så det siger noget om brandens omfang, lyder det fra vagtchefen.
Klokken 19.50 modtog politiet en anmeldelse om branden på Islevbrovej.
Politiet var hurtigt fremme sammen med Hovedstadens Beredskab.
Herefter blev der indsat røgdykkere til eftersøgning og slukning af branden, og en person blev reddet ud, forklarer Mikkel Jensen.